09.03.2015  |  VENTILATION  |  Byggeri

Færre penge i fagentrepriser

Omsætningen fra fagentrepriser i byggeriet er faldet med 21 procent i 2014. Det viser en ny analyse.

Den omsætning, som fagentrepriserne henter hjem i byggeriet, er faldet markant i 2014, viser en ny analyse, som Mester Tidende har foretaget i samarbejde med CRM-Byggefakta.

Tallene i analysen viser, at den del af byggeriet, hvor håndværksmestrene arbejder som underentreprenører eller byder på fagentrepriser i 2014 samlet set beløb sig i cirka 10,1 milliarder kroner. Det er et fald på 21 procent i forhold til 2013, hvor beløbet lå på cirka 12,8 milliarder kroner, skriver mestertidende.dk.

Analysen viser desuden, at der i 2014 på det professionelle projektmarked (eksklusiv opgaver for parcelhusejere og lignende) blev udbudt 540 opgaver i fagentrepriser, hvoraf den gennemsnitlige fagentreprise har en pris på cirka 18,8 millioner kroner.

Faldet i omsætningen fra fagentrepriser går særligt ud over små og mellemstore virksomheder, der tjener en stor andel af deres omsætning herigennem. Eksempelvis tjener virksomheder i installationsbranchen op mod 70 procent af deres omsætning gennem fagentrepriser, viser tal fra Tekniq.

Læs også: Fagentrepriser er vejen frem

Stigning i totalentrepriser
Mens der er sket et fald i omsætningen fra fagentrepriser, er omsætningen fra projekter i totalentrepriser steget med 52 procent, mens projekter udbudt i hovedentrepriser er nogenlunde på niveau med 2013.

Og hvorfor tallene fordeler sig, som de gør, er svært at vurdere, mener Jens Slott Johansen, administrerende direktør i CRM-Byggefakta.

”Hvilken entrepriseform en opgave udbydes i afgøres ofte i løbet af planlægnings- og projekteringsfasen og afhænger både af opgavens art, og af hvem der er bygherre. Det er svært at sige noget om, hvorfor der ses et fald for fagentrepriser. Tallene viser dog, at der var ekstraordinært mange fagentrepriser i 2013. Tallene fra både 2011 og 2012 flugter således meget godt med 2014”, siger Jens Slott Johansen til Mester Tidende og uddyber:

”Selvom man som tommelfingerregel kan sige, at jo større en opgave er, desto større er sandsynligheden for, at den udføres som total- eller hovedentreprise, så sker det også, at selv store projekter udføres som fag- eller storentreprise”.

Læs også: Indspark: Samarbejde på tværs giver nye muligheder

-SSM

Mere fra Sarah

Sarah Meier

  • Horisont Gruppen a/s
Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere