Danfoss køber tyrkisk virksomhed
Danfoss vil give tyrkerne varmen og har derfor købt en tyrkisk virksomhed, der producerer fjernvarme-units.
Det tyrkiske selskab DAF Energy er blevet opkøbt af Danfoss, oplyser koncernen i en pressemeddelelse. DAF Energy er førende på det voksende marked for fjernevarme-units i Tyrkiet, og netop det marked vil Danfoss gerne mere ind på.
En fjernvarme-unit er en installation, der indeholder en varmeveksler, varmtvandsbeholder eller gennemstrømningsvandvarmer samt teknik, der overfører varmen fra fjernvarmesystemet til varmesystemet i en husstand.
Købet af DAF Energy er en meget vigtig investering for Danfoss, som skaber synlighed, styrker koncernens position og fører til bedre produktionsfaciliteter i Tyrkiet, fremhæver Lars Tveen, segmentpræsident for Danfoss varmeforretning.
Tyrkiet har taget nogle vigtige skridt i indsatsen for at øge energieffektiviteten i bygninger, og i samarbejdet med DAF Energy ser vi gode muligheder for at udvide forretningen inden for fjernvarme-units i Tyrkiet, siger han.
Ifølge aftalens betingelser køber Danfoss 60 procent af aktierne i DAF Energy og overtager de resterende aktier i løbet af de næste år. Købet forventes at være endeligt afsluttet i begyndelsen af 2018. Købsprisen bliver ikke offentliggjort.
Læs også: Danfoss sikrer nem installation af styringssystemer
DAF Energy blev grundlagt i 2009 og beskæftiger 55 medarbejdere. Selskabet ligger i Istanbul og har ud over fjernvarme-units slået sit navn fast inden for varmemålere i de senere år.
- JKK