Danmarks mest erfarne undervisere inviterer på quiz og øl
Elkonsulenterne assisterer både store og små virksomheder med undervisning og rådgivning. Kig forbi deres stand, test din viden – og vind en specialøl.
Det er ikke tilfældigt, at man på Elkonsulenternes stand på teknikmessen kan quizze med fokus på detailviden.
Jørn Jørgensen og Henrik Bergholt – ejerne af virksomheden – er blandt landets mest vidende på en række el-områder, og de lever af at undervise specialister på alle planer.
”Vi har kundegrupper helt fra den lille installatør til de store forsyningsselskaber,” siger Jørn Jørgensen.
Øl på messen
Hvis man er glad for specialøl og kan sit stof, har man mulighed for at vinde nogle gode dråber på messen.
”Kom forbi og quizz – to eller fire mod hinanden. Hvis man er dygtig, vinder man en specialøl – enten en specialbrygget belgisk mørk ale eller en lys belgisk ale. Begge fra Midtfyns Bryghus,” siger Jørn Jørgensen med et smil.
Aktiviteten i Elkonsulenterne udgøres for 90 procents vedkommende af undervisning.
”Der er mange love, regler og standarder, og vi sidder bl.a. med i flere standardiseringsudvalg og Nationalkomiteer. Det giver et bredt kendskab til hele branchen,” forklarer Jørn Jørgensen og tilføjer, at Elkonsulenterne har en række kunder, som de har haft i over et årti.
”Det giver jo en vis fortrolighed mellem kunden og os som underviser. De fortæller, hvad de har behov for, og vi leverer undervisningen.”
Henrik Bergholt supplerer:
”Det skyldes måske også, at vi holder os til, hvordan reglerne er. Vi laver ikke vores egen tolkning – det lader vi kunden om. Og det er da også kundens ansvar. Vi kører straight efter, hvad der står i teksten uden dog at være firkantede,” siger han og tilføjer:
”Jeg tør godt sige, at vi er pålidelige. Vi leverer kvalitet og har et stort kundekendskab.”
Også rådgivere
Udover kurserne består de sidste ti procent af forretningen af rådgivning.
”Vi får en del forespørgsler på rådgivning, da der er mange flere tvivlspørgsmål i dag. Her ønsker mange at høre, hvordan tingene ser ud efter vores vurdering. F.eks. om noget er udført forsvarligt,” siger Henrik Bergholt.
Jørn Jørgensen tilføjer:
”Vi kan mærke, at der i dag opstår lidt flere uoverensstemmelser mellem kunde og leverandør. Også i den forbindelse hjælper vi kunderne som rådgivere.”
Quizzen på messen får man dog ikke hjælp til. Her er du helt på egen hånd.
OM El-konsulenterne
El-konsulenterne blev etableret i 2002 og beskæftiger sig med undervisning og rådgivning.
Undervisningen omhandler lovgivning og retningslinjer for udførelse og drift af elektriske installationer, maskinanlæg, el-forsyningsanlæg etc.
El-konsulenterne tilbyder specielt tilrettede kurser til virksomheder indenfor hele el- branchen: El-installationsvirksomheder, ingeniør- og rådgivningsfirmaer, kraftværker og elforsyningsselskaber, produktionsvirksomheder mm.