Elektrikere i finalen til at repræsentere Danmark ved EuroSkills
To unge elektrikere er udvalgt til den endelige dyst om at repræsentere Danmark ved EuroSkills 2025 i Herning, efter en intens konkurrence hos Schneider Electric i Ballerup. Det er første gang elektrikere når finalen.
Under dysten, med over 200 gæster fra landets erhvervsskoler, fremviste de imponerende håndværk under stort tidspres. De to finalister skal nu hen over de næste seks måneder kæmpe videre om pladsen som Danmarks repræsentant på den europæiske scene ved EuroSkills 2025 i Herning.
De to udvalgte finalister, begge under 24 år og allerede udlærte elektrikere, skal nu det næste halve år træne og kæmpe for at opnå æren som Danmarks repræsentant ved EuroSkills i Herning næste år. Det er første gang, at Danmark får en elektrikerrepræsentant med til den prestigefyldte konkurrence.
”Det er en vild følelse at blive udvalgt til det sidste kapløb om at repræsentere Danmark – og så endda når EuroSkills skal afvikles på hjemmebane i Herning. Det bliver ikke større, siger Casper Kærvang Pedersen, elektriker hos Øgaard A/S og den ene af de to finalister.
”At være en af de sidste to finalister til EuroSkills er lidt uvirkeligt for mig. Det var vildt at stå foran så mange mennesker og repræsentere vores håndværk – stemningen var som til en fodboldkamp, bare lidt mere nørdet,” siger hans medfinalist Niklas Møller Dall, elektriker hos JK+ A/S.
Mette Sandgaard Kühl, der er ansvarlig for uddannelse og produkttræning til landets tekniske skoler og elektrikere hos Schneider Electric, udtrykker stor glæde over dagens forløb:
"Det var en fantastisk dag, hvor vi virkelig så, hvad det vil sige at være elektriker. De to finalister udviste faglige færdigheder og en utrolig stolthed over deres fag og demonstrerede på bedste vis, hvad fremtidens elektriker skal kunne,” siger hun.
"Vi har brug for flere faglærte elektrikere, der kan sætte skub i den grønne omstilling og elektrificeringen af Danmark, og EuroSkills er en fantastisk måde at skabe opmærksomhed og interesse for uddannelsen på," siger Mette Kühl.
-emte