Fejl i små virksomheders regnskab
Revisionspligten er ophævet i mange små firmaer, og det har udløst en stor stigning i antallet af fejl i virksomhedernes regnskaber.
En stor del af de virksomheder, der har fravalgt revisionen af deres årsregnskab, laver fejl i regnskaberne. Det skriver erhvervsbladet.dk. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har foretaget en sammenligning af regnskaber, fra virksomheder, der har sparet revisionen væk, og regnskaber fra virksomheder, der ikke har. Undersøgelsen viser, at der er en større fejlprocent på de virksomheder, der har sparet revisionen. Det drejer sig om en fejlprocent på 9,8 overfor en fejlprocent på 17,3.
De hyppigste fejl er, at regnskabet ikke er opstillet, som loven kræver, eller at der mangler oplysninger om, hvilken regnskabspraksis der er anvendt. DI betegner det som begynderfejl og mener ligefrem, at regnskabsloven kan forenkles endnu mere. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vil nu udsende et regnskabsskema til virksomhederne og en vejledning i at opstille regnskaber.