Lindab Ventilation styrker position med strategisk opkøb
Med opkøbet af Juvenco styrker Lindab Ventilation sin position på ventilations-markedet.
Danmarks største ventilationsleverandør Lindab Ventilation har netop opkøbt ventilatorleverandøren Juvenco. Opkøbet er en del af en vækststrategi, der skal styrke Lindab Ventilations position som den førende leverandør af komplette ventilationsløsninger, lyder der fra virksomheden.
Med købet af Juvenco opruster vi kraftigt inden for ventilatorer og lufttæpper, som er et område, der ligger i naturlig forlængelse af vores eksisterende produktportefølje. Samtidig giver købet os en solid markedsposition og stor teknisk knowhow, som positionerer os endnu stærkere som komplet ventilationsgrossist, siger direktør Dan Stjernegaard fra Lindab Ventilation.
Lindab Ventilation har allerede overtaget samtlige medarbejdere hos Juvenco, der i en overgangsperiode fortsætter under samme navn. På længere sigt vil Juvenco blive en integreret del af Lindab Ventilation, og virksomheden flytter med tiden fra sin nuværende adresse i Ishøj til Lindab Ventilations ventilationscenter i Hvidovre.
-SRR