Ministerbesøg hos CalWin
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) besøgte mandag den 19. februar den fynske it-virksomhed CalWin A/S. Her blev han introduceret til smarte it-systemer, der er med til at gøre installatører mere konkurrencedygtige.
Lynhurtigt bredbånd og velfungerende dataforbindelser er alfa og omega for digital vækst.
Det fik energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) lejlighed til at opleve på nærmeste hold, da han tidligere på ugen, mandag den 19/2, aflagde officielt ministerbesøg hos den fynske it-virksomhed CalWin A/S, der har til huse i Odense.
CalWin A/S har gennem over tyve år leveret branchesoftware til blandt andet energi- og forsyningsbranchen og er i dag markedsledende på bl.a. it-systemer til kalkulation, tilbud og materiel- og værktøjsstyring. Systemer, der netop er afhængige af en velfungerende digital infrastruktur.
”Besøget understreger for mig vigtigheden af, at der er digital dækning i hele Danmark. Det er forudsætningen for, at der findes virksomheder som CalWin, der kan skabe vækst og arbejdspladser på at udvikle software og andre smarte løsninger,” siger Lars Christian Lilleholt (V), der har tele og bredbånd under sit ministerområde.
Digital fokus
Under besøget fik ministeren eksempelvis en lynintroduktion til CalWins mobile tilbudssystem, Corbis, der gør det muligt for en installatør at afgive et tilbud direkte ude hos kunden – med få klik på en tablet.
”Tid er en altafgørende faktor i dansk byggeri, fordi lønniveauet i Danmark er højt. Der kan vores it-løsninger bidrage til, at man som installatør eller håndværker sparer tid og hermed også ressourcer og bliver mere konkurrencedygtig,” siger administrerende direktør i CalWin, Carsten Rasmussen, som derfor er glad for, at regeringen har fokus på at udbygge og fremtidssikre den digitale infrastruktur i Danmark.
I 2016 havde 88 pct. af alle danske boliger og virksomheder adgang til bredbånd med mindst 100 Mbit/s downloadhastighed.