Nyt initiativ skal give bedre indblik i miljøkonsekvenser
Fremover vil alle borgere og beslutningstagere kunne se miljøkonsekvenserne ved samfundsmæssige planer samt bygge- og anlægsprojekter. Det skal et bredt konsortium arbejde for med millionstøtte fra Innovationsfonden.
Hvert år udarbejdes 4-500 miljøvurderinger til en pris på omkring 350 millioner kroner, men rapporterne ender med at samle støv, selvom de indeholder værdifuld viden.
Det skal et bredt konsortium bestående af universiteter, konsulentvirksomheder, bygherrer og myndigheder nu ændre på ved at digitalisere miljøvurderingerne med henblik på datagenbrug og bedre vurdering af projekters konsekvenser for Verdensmålene.
Om DREAMS-projektet
Projektet er et samarbejde mellem:
– fire universiteter: Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Instituto Superior Technico fra Portugal
– fire nationale infrastrukturbygherrer: Vejdirektoratet, BaneDanmark, Metroselskabet og Energinet
– konsulentvirksomhederne COWI og Rambøll
– statslige myndigheder: Miljøstyrelsen og Miljø- og Fødevareministeriets Departement
– samt DinGeo og Danmarks Miljøportal.
- Innovationfondens investering i projektet: 18,24 mio. kr.
- Samlet budget: 27,45 mio. kr.
- Varighed: 3 år
- Officiel titel: DREAMS, Digitally supported Environmental Assessment for Sustainable Development Goals (SDGs)
”Det er første gang i verden, at man i så ambitiøst omfang vil koble miljøvurderinger til FN’s Verdensmål. Det vil gøre det lettere for danskere at se konsekvenser ved bygge- og anlægsprojekter i nærheden samt for beslutningstagere at træffe kvalificerede beslutninger ud fra Verdensmålene”, siger Lone Kørnøv, professor i miljøvurdering og beslutningsprocesser på Aalborg Universitet (AAU), der er hovedansvarlig for det danskledede projekt kaldet DREAMS.
Miljøvurderinger er et oplagt redskab
FN og EU-Kommissionen har repræsentanter med i referencegruppen for DREAMS-projektet, og begge har tidligere påpeget, at miljøvurderinger er et vigtigt redskab til at opfylde Verdensmålene.
”At opnå bæredygtighed via Verdensmålene er ikke muligt uden at benytte en holistisk tilgang til de klimamæssige, sociale og økonomiske aspekter. Miljøvurderinger er det redskab, der kan gøre den tilgang praktisk og effektiv”, siger Yunae Yi, der er Safeguards Advisor i FN’s klimaprogram, og sidder i referencegruppen for DREAMS.
Projektet vil reducere det manuelle arbejde med at udarbejde miljøvurderinger og dermed også omkostningerne og tidsperioden. DREAMS vurderer, at en digitalisering og strømlining af viden fra miljøvurderinger kan betyde besparelser på 30 procent, da mange data i forvejen vil være tilgængelige via Danmarks Miljøportal.
Danmark som first-movers
For partnerne i projektet kan der være et stort eksportpotentiale ved at sælge konsulentydelser i en international kontekst.
Både COWI og Rambøll er med i DREAMS-projektet, og ifølge projektchef Rasmus Hejlskov Olsen fra Rambøll øjner virksomheden stort potentiale i at eksportere det danske DREAMS-koncept globalt – ikke mindst fordi Rambøll har en global division for miljøvurdering.
”I Danmark betragter vi normalt miljøvurderinger som meget store undersøgelser, men de blegner ofte i forhold til udlandet, hvor de nemt kan være ti gange større. Hvis DREAMS kan strømline og optimere processerne, står vi med en attraktiv eksportmulighed, hvor Danmark kan være first-movers”, siger Rasmus Hejlskov Olsen, der samtidigt glæder sig over at kunne samarbejde med forskningsinstitutioner.
Kunstig intelligens og miljøportal danner fundament
Projektet udnytter nogle af de nyeste digitale teknologier. Ved at bruge kunstig intelligens og avanceret tekstgenkendelse vil projektet opbygge store databaser fra tidligere miljøvurderinger, der vil øge kvaliteten af den fremtidige beslutningsstøtte.
Danmarks Miljøportal bliver platformen, hvor alle kan tilgå dataene fra miljøvurderingerne, der kommer via DREAMS-projektet. Portalen har i forvejen 100.000 direkte brugere, samt 1 million indirekte brugere via eksterne platforme.
-CH