Rokade i toppen hos Bygma A/S
Efter knap tyve år i spidsen for Bygma A/S stopper Klaus Hadsbjerg i starten af januar og afløses på posten som adm. direktør af Michael Madsen, der kommer fra en stilling som regionsdirektør for Region Syd i Bygma.
Med mere end 30 års erfaring i forskellige roller i Bygma er det en profil med Bygma og byggebranchen i blodet, der indtræder i direktionen, når Michael Madsen overtager posten som adm. direktør for Bygma A/S’ aktiviteter ved årsskiftet. De seneste 20 år har han været ansvarlig for Region Syd, der omfatter 13 forretninger, og han er således et naturligt valg som arvtager, skriver Bygma i en pressemeddelelse.
Klaus Hadsbjerg fortsætter i Bygma i en direktørrolle, hvor han får til opgave at have det overordnede ansvar for to af koncernens udenlandske selskaber, Húsasmiðjan i Island og Bechcicki i Polen.
-emte