Vækst i optaget på de tekniske uddannelser styrker erhvervslivet
TEKNIQ Arbejdsgiverne ser flere positive elementer i årets optag til de videregående uddannelser, hvor der med enkelte undtagelser er fremgang i optaget på de tekniske uddannelser. Dette er godt nyt for den grønne omstilling, mener foreningen.
Optaget på STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering og Mathematics) er overordnet steget med 2 pct.
Og det er et skridt i den rigtige retning i forhold til at imødekomme fremtidens behov og samtidigt sikre, at Danmark forbliver konkurrencedygtig inden for ny teknologi, digitalisering, bæredygtighed og grøn omstilling, mener TEKNIQ Arbejdsgiverne.
“Det danske samfund og vores virksomheder har behov for flere dimittender med tekniske kompetencer til arbejdet med hele den grønne omstilling, omstillingen til bæredygtig produktion og den generelle håndtering af den teknologiske og digitale udvikling,” siger Jørgen Prosper Sørensen, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Der er omvendt et fald i optaget til de vigtige installatøruddannelser inden for el og vvs. TEKNIQ Arbejdsgiverne vil derfor i den kommende tid have fokus på modernisering og branding af disse uddannelser, så optaget kan forbedres fremadrettet.
“For disse uddannelser gælder det, at der er mulighed for attraktive og spændende jobs og karrieremuligheder, da der er stor efterspørgsel på veluddannede i branchen. Og så har man med en uddannelse som el- eller vvs-installatør gode kort på hånden, hvis man ønsker at blive selvstændig med eget firma,” siger Jørgen Prosper Sørensen.