Würth åbner ny butik i Silkeborg
Ny Würth-butik i Silkeborg henvender sig blandt andet til el- og VVS-installatører.
Den 4. marts åbner Würth ny butik i Silkeborg for erhvervskunder, der beskæftiger sig med bland andet auto-, el-, vvs-, metal- og træ. Butikken får adresse på Viborgvej 19 C i Silkeborg og er den 23. Würth-butik i Danmark.
Chef for Intern Salg, Halfdan B. Andersen, der også er ansvarlig for udvikling af Würths butikker i Danmark, siger om åbningen:
Takket være vores mange kunder i Silkeborg går det rigtig godt for vores aktiviteter i det midtjyske, så vi har længe ønsket at udvide i Silkeborg-området. Vi er derfor rigtig glade for, at det i samarbejde med bygherren er lykkedes at skabe nogle flotte rammer for vores produktsortiment i Silkeborg.
Kompetent vejledning
I den nye butik i Silkeborg vil man kunne finde et bredt udvalg af blandt andet værktøj, befæstelse, kemi- og sikkerhedsprodukter, og der vil blive lejlighed til at afprøve mange af produkterne i butikken, både ved daglige besøg men også ved kommende kundearrangementer.
Butikken bliver bemandet af medarbejdere, som har erfaring fra Würths øvrige butikker og som er kendt i lokal-området. Det daglige ledelsesansvar i Silkeborg varetages af Christian Juul Hansen, som har været ansat hos Würth de seneste tre år, og som hidtil har serviceret Würths kunder fra én af de to butikker i Århus.
Flere butikker på vej
Etableringen af Würth Silkeborg sker som et led i Würths strategi om at forny og videreudvikle sin butikskæde. Målet er, at der i 2015 skal åbnes yderligere 4 Würth butikker strategisk fordelt over hele landet. Med åbningen af butikken i Silkeborg er der foreløbig 23.
-LA