34.000 elkunder skifter elselskab
34.000 kunder skiftede deres elselskab ud i 2. kvartal 2010
Knap 34.000 kunder valgte at skifte deres elselskab ud i 2. kvartal 2010, og det svarer til 1,1 procent af alle elkunder i Danmark. Det viser nye tal fra Dansk Energi. Af de samlede leverandørskift blev godt 33.000 foretaget af husholdninger og mindre erhvervsdrivende med et forbrug på under 100.000 kwh om året. Dermed har aktiviteten været noget mindre end på samme tidspunkt sidste år, hvor 64.300 kunder valgte at skifte deres elselskab ud svarende til omkring 2 procent af alle elkunder.
En af årsagerne til det lavere aktivitetsniveau skal bl.a. findes i den lille variation i de gennemsnitlige priser på Nord Pool. Dette medfører en meget begrænset forskel mellem forsyningspligtprisen og øvrige kommercielle pristyper, hvilket formentlig også er medvirkende til, at elkunderne ikke har fundet det rentabelt at skifte elselskab, siger Torben Møller Pedersen, afdelingschef i Dansk Energi.
Ud over statistik på leverandørskift indsamler Dansk Energi også informationer om, hvor mange kunder der skifter til et andet produkt hos deres forsyningspligtselskab. Her skiftede omkring 9.500 kunder produkt i 2. kvartal i 2010, hvilket svarer til 0,3 procent af alle elkunder. I samme periode sidste år lå tallet på 0,4 pct.