Kommuner sparer ved at skifte kviksølv ud med LED
Helt nye kommunale erfaringer med LED-belysning viser, at besparelsen kan dække udgiften til finansieringen og dermed reducere udgiften til belysning.
I 2015 skal alle kviksølvlyskilder i udendørs belysning udfases til fordel for mere energieffektive alternativer. Det er konsekvensen af EU-direktivet 245/2009, som blev vedtaget sidste forår. Opgaven kræver handling og investering, men det er også en mulighed for at spare både penge og CO2 i kommunerne. Det viser erfaringer fra Fyn, hvor to kommuner er gået i gang med at udskifte kviksølvlamperne. I både Nyborg og Svendborg har de opnået el-besparelser på mere end 70 procent ved at skifte fra kviksølv til LED-belysning.
I Nyborg ville anlægsinvesteringen i LED-belysning kunne tjenes hjem på mindre end syv år alene gennem besparelsen på elregningen. I stedet har Nyborg dog valgt at fordele både investering og besparelse over en årrække, og resultatet er en nettobesparelse fra dag ét.
Den bedste forretning
Philips nye generation af LED-armaturer viste sig at være den bedste forretning for kommunen, fordi den sparer næsten tre fjerdedele af strømmen. Samtidig giver løsningen os bedre belysning og væsentligt færre servicebesøg. Og da armaturerne kan monteres i de eksisterende lysmaster, blev investeringen meget overkommelig, siger Søren Oest Jacobsen, Driftsleder i Nyborg Forsyning & Service.
LED-armaturer holder l12 år i modsætning til de gamle kviksølvlamper, der holder tre-fire år. Når elbesparelsen har betalt for monteringen, har Nyborg Kommune derfor groft sagt gratis belysning i mere end fem år, før LED-armaturerne skal skiftes første gang. Men finansieringsaftalen mellem kommunen og det kommunalt ejede forsyningsselskab betyder altså, at kommunen mærker besparelsen allerede nu.