01.02.2017  |  EL  |  Byggeri

Rekordmange automatiske brandalarmer er fejlramte

To tredjedele af landets automatiske brandalarmer er ramt af fejl. Det skyldes ifølge Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut travlhed og øget kompleksitet i byggeriet.

Et rekordhøjt antal automatiske brandalarmeringssystemer herhjemme har fejl i systemerne, viser en endnu ikke offentliggjort rapport. Det medfører bl.a. falske alarmer og for langsom alarmering, advarer Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI).

DBI har foretaget kontrolbesøg hos virksomheder og offentlige institutioner, og en optælling for 2016 viser, at der er fejl på systemerne i 70 procent af tilfældene. Det kan have ganske alvorlige konsekvenser, fortæller Anders Frost-Jensen, direktør for infrastruktur og kvalitet i DBI.

Læs også: Johnny Øland: Vores system kunne have reddet Svinkløv Badehotel

”Hvis orienteringsplanerne er forkerte, kan brandvæsenet ikke finde det rette sted, når alarmen går, og hvis man har glemt at udstyre et rum med detektor efter en ombygning, opdager man en brand senere, end man burde”, siger han til ingeniøren.dk.

Højeste antal fejl nogensinde
De seneste år har antallet af fejl været stigende, og i 2015 lå tallet på 65 procent. 2016-tallet er således det højeste nogensinde, hvilket ifølge Anders Frost-Jensen bl.a. skyldes, at de automatiske brandalarmer er begyndt at afløse brandmure og tykke branddøre, der ikke passer ind i moderne arkitektur.

De såkaldte installationsfejl er dem, der er flest af – de tæller nemlig hver tredje. Installationsfejl dækker over to forhold: travlhed hos installatørerne og øget kompleksitet i bygningerne.

”Man bygger på en anderledes måde i dag, og man må ofte integrere forskellige anlæg med hinanden. Det gør det svært at overskue, at det bliver udført rigtigt”, siger Anders Frost-Jensen til ingeniøren.dk.

Læs også: Nye brandalarmanlæg sikrer Bispebjerg Hospital

De mest alvorlige fejl findes i alarmeringsdelen af anlæggene. Det vil sige den del, som skal kontakte brandvæsenet. Heldigvis er det dog en fejltype, som sjældent bliver fundet.

I håbet om at undgå fremtidige fejl appellerer Anders Frost-Jensen til, at de ansvarlige i byggeriet bl.a. opbygger en større viden. Han mener også, at man i forbindelse med ombygninger er nødt til at tilkalde en certificeret brandalarminstallatør, som kan tilpasse anlæggene.

- KLZ

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere