Bilka og Føtex i Sønderborg udnytter overskudsvarmen
Gennem et nyt samarbejde skal Sønderborg Fjernvarme sikre, at overskudsvarmen fra de to Dansk Supermarked-butikker i Sønderborg bliver udnyttet på klimavenlig vis.
Bilka og Føtex i Sønderborg skal fremover sende deres overskudsvarme til fjernvarmenettet i stedet for til fuglene.
Et nyt samarbejde mellem Dansk Supermarked og Sønderborg Fjernvarme betyder nemlig, at de to butikker har investeret i at ombygge deres køle- og varmeanlæg, så de nu selv producerer varme, skriver projectzero.dk.
Det er både godt for butikkernes økonomi og for klimaet, da overskudsvarme svarende til 50 husstandes varmeforbrug bliver sendt til fjernvarmenettet:
”Udnyttelse af overskudsvarme er en meget miljøvenlig løsning, der passer perfekt ind i Dansk Supermarkeds politik om ansvarlighed i alle processer”, siger energichef Lars C. Christensen fra Dansk Supermarked Group til projectzero.dk.
Læs også: Hofor: Forbrugere glemmer at skrue ned for varmeanlægget
Bilka og Føtex i Sønderborg er dog ikke tvunget til at være selvforsynende. Hvis der opstår et behov for mere varme, end man kan producere i de to supermarkeder, kan de stadig modtage varme fra fjernvarmen.
-CHM