Danmarks bedste renovering skal findes
Kender du Danmarks bedste renoveringsprojekt? Så kan du indstille det til Renoverprisen 2023.
Indstillingsperioden for Renoverprisen 2023 er begyndt og også jagten på Danmarks bedste renovering. Udover at løbe med den fornemme titel, så modtager hele vinderholdet bag projektet en check på 100.000 kroner.
Renoveringer kan være en løftestang til at skabe en mere bæredygtig byggebranche i fremtiden – og dét skal Renoverprisen bidrage til at sætte fokus på.
”Med Renoverprisen ønsker vi at hylde vellykkede og nytænkende renoveringsprojekter, som kan være med til at inspirere andre til at renovere i stedet for at bygge nyt. Det er både med til at bevare vores bygningskultur til gavn for os alle sammen, og det kan samtidig også være mere bæredygtigt. Vi håber på endnu en gang at se meget forskellige projekter fordelt over hele landet” ,siger Susanne Borenhoff, administrerende direktør i Grundejernes Investeringsfond.
Skal hylde store projekter
Udover Renoverprisens hovedpris uddeles i år også en specialpris, der går til et mindre projekt, hvor hele holdet bag har opnået gode resultater uden at have haft mange midler til rådighed.
”Vi håber på at modtage en masse indstillinger til prisen – også fra mindre projekter. Mange renoveringsprojekter bliver faktisk gennemført for relativt få midler, og dem vil vi gerne give et stort klap på skulderen. Vinderen af specialprisen skal derfor findes i et projekt, hvor der er tænkt kreativt, og hvor folkene bag er nået i mål på uforudsete måder”, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i den filantropiske forening Realdania.
Læs også: Ny platform skal sikre energirenoveringer i større bygninger
Parterne bag Renoverprisen håber på at modtage indstillinger fra alle typer af renoveringsprojekter. Fra for eksempel renovering af almene og andelsboliger til transformation af en tidligere industribygning til lejligheder, eller en landsbyskole, der har fået nyt liv som kulturcenter.
Indstil dine favoritprojekter
Du kan nemt indstille et renoveringsprojekt på Renoverprisens hjemmeside www.renover.dk indtil den 1. marts 2023. De nominerede projekter offentliggøres medio juni. Vinderholdet af både Renoverprisen og Specialprisen kåres ved en prisfest i september 2023.
- PiB