Positivliste for solcelle-invertere har vokseværk
Installatører kan se frem til mindre administrativt bøvl, når de skal søge om nettilslutning af solcelleanlæg hos netselskaberne.
Dansk Energis positivliste for invertere til solcelleanlæg har vokseværk. Producenter som bl.a. SMA Solar Technology, Delta Energy Systems, Kostal og Shenzhen Growatt New Energy Technology tilføjer i en lind strøm deres produkter, og det er godt nyt for installatører og elnetselskaber.
Samtidig har Dansk Energi gjort betingelserne for nettilslutning af solcelleanlæg i kategori A (op til 125 kW) lidt lettere at håndtere. Inden for denne kategori etableres der solcelleanlæg bl.a. på parcelhuse, gårde og mindre virksomheder.
- Vi har fået en række henvendelser fra netselskaber og installatører om, at processen ved nettilslutning af solcelleanlæg har været tung. Det har vi lyttet til, siger civilingeniør Morten Erlang fra Dansk Energi.
Hvis inverterne på de valgte solcelleanlæg står på positivlisten, så skal installatørerne fremover kun levere elkvalitets-beregninger og udfylde det såkaldte bilag 1.1 med anlægsindstillinger. Papirgangen bliver altså lettere for installatørerne.
- Elnetselskaberne sparer også tid. De får færre papirer at kigge igennem, inden de udsteder en tilladelse til nettilslutning, siger Morten Erlang.
Dansk Energi har også opdateret bilag 1.2 og bilag 2.1, der er relevant læsning for installatører, der skal nettilslutte solcelleanlæg og andre elproduktionsanlæg i kategori A og B (op til 3 MW).
- Opdateringerne gør det tydeligere, hvor installatørerne kan bruge den europæiske standard DS/EN 50549-1. Hvis installatøren kan vise en testrapport eller en erklæring fra producenten om, at standarden er overholdt, så giver det mindre administration, siger Morten Erlang.
Læs mere på https://www.danskenergi.dk/vejledning/nettilslutning/positivlister