SIF Gruppen får ny millionordre på cykelstationer
SIF Gruppen bliver hovedentreprenør, når der skal etableres endnu flere grønne cykelstationer til elcyklerne i København. Kommunen har bevilliget 40 millioner til projektet.
De grønne cykelstationer, der huser og oplader de københavnske elcykler, skal udvides med yderligere 1.600 intelligente cykler samt etablering af 85 nye ladestationer. Det Bliver SIF Gruppen, der skal være hovedentreprenør på projektet, der har fået bevilliget 40 millioner kroner af Københavns Kommune. Det skriver SIF Gruppen i sit nyhedsbrev. Fremover skal ladestationerne placeres ved de fleste tog- og metrostationer samt trafikknudepunkter i København. Her vil turister og pendlere kunne gøre brug af de grønne, intelligente elcykler.
De nuværende cykler er leveret af Gobike, mens SIF Gruppen har gravet, installeret og serviceret alle stationer i byen, hvor cyklerne er placeret og lades op med el.
Vi glæder os til at være med til at rulle systemet fuldt ud i byen og styrke Københavns grønne image og position som en af verdens førende cykelbyer, siger funktionsleder Christian Eriksen fra SIF Gruppen.
Minimerer forurening
Hensigten med udvidelsen af projektet er, at forbedre mulighederne for at tage et sundere og grønnere alternativ til bilen, når man skal rundt i København. Det skal desuden være med til at reducere trængslen af trafik samt forureningen i byen. En del kommuner omkring København har fået øjnene op for systemet. Det har flere udenlandske byer også, hvilket har resulteret i, at de hvide intelligente cykler, nu også kan opleves på gaderne i Rotterdam, Stavanger og Barcelona.
De nuværende 250 elcykler og 20 ladestationer har været en forsøgsordning, som nu har fået så god respons, at projektet skal videreudvikles. De nye cykler og ladestationer forventes at stå færdige og være i drift i løbet af foråret 2015.
-SSM