Store problemer med varebilstyverier i Syddanmark

Håndværkere har stadig ubudne gæster, som tømmer virksomhedernes varebiler for værdi. Hurtigere adgang til data kan gøre det lettere at forebygge tyverierne.

En rundspørge blandt TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder viser, at næsten en fjerdedel af installationsvirksomhederne har været udsat for indbrud i deres servicebiler indenfor de seneste 12 måneder. Foto: TEKNIQ Arbejdsgiverne..

Håndværksvirksomheder i Syddanmark oplever i stor stil, at indbrudstyve tømmer både varebiler og byggepladser for maskiner og værktøj. Det er også tilfældet for VVS Søberg i Vojens, der flere gange har oplevet, at tyve er gået på togt i virksomhedens servicebiler.

”Vi gør selv rigtig meget – DNA-mærker vores værktøj og har både ekstra låse og alarm i bilerne. Og i de biler, der er udstyret på denne måde, har vi heldigvis ikke været ramt endnu. At det så bare flytter indbruddene til andre biler, det er en helt anden sag. Men det koster mange penge at gøre det her, og vi har brug for, at man også politisk og fra myndighedernes side øger fokus på problemet. Vi har i hvert fald gjort alt, hvad vi kan”, siger Peter Søberg, salgschef hos VVS Søberg og medlem af TEKNIQ Arbejdsgivernes regionale råd for Region Syddanmark, samt brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Derfor havde han inviteret retsordfører og partileder Pernille Vermund (NB) og retsordfører Karina Lorentzen (SF) på besøg for at fortælle om de store konsekvenser, det kan have, når tyve lænser varebiler og byggepladser.

Langsomt data

En anden udfordring Peter Søbjerg står over for er, at der kan gå op til et halvt år, efter indbruddet er begået, før indbrudsdata offentliggøres. På det tidspunkt er informationerne reelt forældede og kan ikke længere bruges af virksomhederne til at forebygge tyverierne.

Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos TEKNIQ Arbejdsgiverne forklarer, at det derfor er svært for branchen at reagere hurtigt nok, hvis der eksempelvis sker en stigning i indbrud i lokalområdet, eller hvis man løser en opgave i et lokalområde, hvor man ikke kender til den forhøjede risiko.

”Adgangen til aktuelle og troværdige offentlige data har stor værdi. På den måde kan indbrudsdata gå fra at være statistik til et konkret værktøj, man kan bekæmpe kriminalitet med,” understregede hun.

Politikerne anerkender problem

Karina Lorentzen anerkender, at der er et markant problem med tyverier fra ikke mindst varebiler. Hun fortæller, at hun derfor er gået til ministeren med en forespørgsel om at få hurtigere data om tyverier.

”Jeg kan sagtens se det store problem for virksomhederne. Det handler jo ikke kun om det værktøj, der forsvinder, men i høj grad også om den tid, der går tabt, mens varebilerne står stille. Det eneste, jeg kan være bekymret om, er, hvorvidt politiets computersystemer kan håndtere at levere disse data hurtigt nok, men det må vi jo se på”, siger Karina Lorentzen.

Også Pernille Vermund har forståelse for de udfordringer, virksomhederne står med, når de udsættes for indbrud.

En rundspørge blandt TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder viser, at næsten en fjerdedel af installationsvirksomhederne har været udsat for indbrud i deres servicebiler indenfor de seneste 12 måneder. 27 procent oplever desuden, at problemerne med tyverier er stigende. Mere end 16 procent af virksomhederne har desuden været udsat for tyverier på byggepladserne.

-CH

30.09.2021Installationspartner ApS

Sponseret

Konfigurator til elektroniske sikringer

25.05.2021Installationspartner ApS

Sponseret

Dansk Industri på vej med nyt byggebranchefællesskab

07.04.2021Installationspartner ApS

Sponseret

Store problemer med varebilstyverier i Syddanmark

06.04.2021Installationspartner ApS

Sponseret

Hans Grohe kåret som bedste vvs-leverandør på det tyske marked