Væksten i lærepladser fortsætter
Installationsbranchen får fortsat flere praktikpladser til elektriker- og VVS-energilærlinge. I årets første måneder blev der oprettet 18 procent flere pladser end samme periode sidste år.
Antallet af lærepladser til elektriker- og VVS-energilærlinge er fortsat i vækst, viser en opgørelse fra Undervisningsministeriet og Tekniq.
Fra januar til august i år blev der i installationsbranchen oprettet 1.836 uddannelsesaftaler. Sidste år var det tal 1.562, hvilket betyder, at der har været en vækst på 18 procent. I de to fag har stigningen været henholdsvis 16 procent (elektrikerlærepladser) og 22 procent (VVS-energilærepladser).
Vi oplever en stor vilje blandt de tekniske installationsvirksomheder til at åbne dørene for lærlinge. Virksomhederne ved, at der skal oprettes lærepladser for at sikre kvalificeret arbejdskraft fremover, og installationsbranchen er sit ansvar bevidst, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq.
Generelt færre lærepladser
Det er dog ikke i alle brancher, der tegner sig det samme billede. Tværtimod. Generelt er der færre lærepladser til elever, der tager en erhvervsuddannelse.
I de øvrige byggeuddannelser er væksten fra 2015 til 2016 nede på seks procent, og hvis man kigger på alle erhvervsuddannelserne, er der ligefrem et fald i antallet af oprettede uddannelsesaftaler på to procent.
Læs også: Stor stigning i antallet af VVS-energi-lærlinge
Tina Voldby håber, at de andre brancher begynder at tage samme ansvar som installationsvirksomhederne.
Det er et fælles ansvar at uddanne de unge, og kun på den måde kan vi undgå mangel på arbejdskraft i fremtiden, siger underdirektøren.
-CHM