09.10.2017  |  EL  |  Intelligente installationer

Intelligente installationer skal hjælpe plejehjemsbeboere

Touch-gulve og sensorsticks skal fremover hjælpe ældre borgere ved hurtigt at opdage faldulykker og sygdom.

Intelligente installationer på plejehjem skal fremover være en kæmpe hjælp til at opdage både faldulykker og sygdom med det samme, skriver TV2 Lorry.

Touch-gulve og sensorsticks bliver netop nu testet i et større udviklingsprojekt mellem Plejecenter Skovhuset, DTU og en række andre aktører. Meningen med sensorerne er, at de hurtigt skal sende besked til plejehjemspersonalet, hvis noget ikke er, som det skal være.

”Gulvet kalder på os, helt konkret, når borgeren har brug for hjælp”, siger Charlotte Koch Petersen, plejehjemsleder på Plejecenter Skovhuset i Hillerød, til TV2 Lorry.

Om projektet

  • Projektet er mellem DTU og Plejecenter Skovhuset og har Aalborg Universitet, Arkitekterne Kullegaard, SIF Gruppen og Væksthus Hovedstadsregionen som partnere.
  • Projektet er støttet med 8,4 millioner kroner – 6,4 millioner kommer fra Innovationsfonden.
  • Når udviklingsprojektet afsluttes om fire år, skal det videre ud til flere institutioner. Målet er, at de intelligente installationer skal bruges på hospitaler og plejehjem.

Kilde: TV2 Lorry. 

Fireårigt udviklingsprojekt
Det intelligente gulv består af en folie fyldt med sensorer, som kan se, hvor og hvordan den ældre bevæger sig i rummet. Sensorerne kan både give besked, hvis plejehjemsbeboeren er faldet, men også afsløre hvis den ældre pludselig begynder at gå meget på toilettet, hvilket kan betyde en begyndende blærebetændelse. Derfor er sensorgulvet især en hjælp til demente borgere.

Projektet med de intelligente gulve løber over de næste fire år og har i alt fået 8,4 millioner kroner i støtte.

”Projektets formål er at lette de ældre, demente borgeres dagligdag ved hjælp af teknologi. Blandt andet ved at undgå indlæggelser og opdage sygdomme, som er på vej, lidt før”, siger projektleder Anders Stockmarr, lektor på Institut for Matematik og Computer Science på DTU, til TV2 Lorry.

Læs også: Nye installationer kan give store energibesparelser i landbruget

Projektet har allerede skabt mere tryghed på Plejecenter Skovhuset. Både blandt de ansatte, der ved, de bliver tilkaldt, hvis en person falder på sit værelse, og blandt beboerne selv, der selv kan vælge, om de vil have sensor-teknologien tændt.

”95 procent af borgerne har det tændt, og det viser, at de og deres pårørende er glade og trygge ved det”, siger Charlotte Koch Petersen. 

-CHM

Denne artikel er en del af temaet Udvalgte

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt på installator.dk, ugentligt…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere