22.09.2017  |  EL  |  Energi

Rema 1000 energioptimerer 200 butikker

Dagligvarekæden Rema 1000 har fået energirenoveret sine forretninger med blandt andet LED-belysning og varmegenvinding på køleanlæg. TK-Tek fra Kolding har stået for den omfattende energioptimering, hvilket har resulteret i en udvidelse af forretningen.

Dagligvarekæden Rema 1000 har i flere år haft en ambition om, at butikkerne skulle forbruge mindre energi og udlede mindre CO2. I dag er et langt stykke af vejen nået, efter at cirka 200 af kædens butikker i løbet af de sidste år har gennemgået en omfattende energirenovering, skriver Børsen.

Det er installatøren TK-Tek fra Kolding, der har sørget for at omdanne kædens butikker til lavenergibutikker. Arbejdet har blandt andet bestået i at montere LED-lys over alt i forretningerne, montere nye glaslåg på køl og frost samt at muliggøre varmegenvinding fra køleanlæg.

”Rema 1000 har virkelig den gule førertrøje på, når vi taler energioptimering i dagligvarebutikker", siger Torben Klerke, indehaver af TK-Tek, til Børsen.

Læs også: LED-lys kan spare butikker for 53.000 tons CO2

Virksomheden har haft travlt med energioptimeringsprojekter for Rema 1000 – så travlt at de har udvidet fra 12 til 20 medarbejdere. Der kom for alvor vind i sejlene i år 2013, hvor alle Remas købmænd fik et tilbud på udskiftning til LED-belysning.

"Med i tilbuddet var prisen på LED inklusiv montering sammen med en beskrivelse af besparelsen per år, og det forventede nedbragte forbrug af C02. Tilslutningen var massiv, ikke mindst på grund af tilbagebetalingstider på mellem 12 og 17 måneder, og fordi den økonomiske besparelse fremadrettet var stor, samtidig med at man ikke skulle vedligeholde den eksisterende belysning, som mange steder var ved at være slidt og trængte til en renovering”, fortæller Torben Klerke til Børsen.

Læs også: Coop igangsætter stort LED-projekt

Siden 2013 har 200 Rema 1000-butikker skiftet til den energivenlige belysning. De cirka 25 butikker, der ikke har skiftet, står foran end udvidelse eller renovering, hvor man i samme omgang vil skifte belysningen.

De energirenoverede butikker har i dag en årlig besparelse på i alt cirka 13 millioner kWh, hvilket svarer til cirka 30 millioner kroner.

-CHM

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt på installator.dk, ugentligt…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere