Øland sikrer et sundt indeklima på ny fransk skole
Når Ny Prins Henrik Skole flytter ind i sine nye rammer på Frederiksberg, er det ikke kun lokalerne, men også indeklimaet der er i topklasse. De 1.200 elever kan se frem til en skoledag uden hovedpine og koncentrationsbesvær i de ventilerede klasselokaler.
Selvom der er under to kilometer mellem den nye og gamle skole, er der en verden til forskel på det skolemiljø, Ny Prins Henrik Skole i fremtiden vil tilbyde sine elever. Skolen har i over 30 år ligget i en klassisk, gammel rødstensbygning på den travle handelsgade Værnedamsvej, men flytter ved udgangen af 2023 ind i Landbohøjskolens tidligere administrationsbygning på Rolighedsvej, som gennemrenoveres og udvides med 9.800 kvadratmeter nybyggeri.
Den nye skole opfylder alle principper for et godt læringsmiljø. Det gælder ikke mindst i forhold til indeklimaet, som har stor betydning for elevernes trivsel og indlæringsevne. Øland er valgt som eneleverandør af alle aggregater og ventilationskanaler til skolebyggeriet og skal desuden sammen med AiRFORCE levere brandsikring til skolens kældersystemer.
Det er ventilationsvirksomheden Dematech, der har vundet hele ventilationsentreprisen på Ny Prins Henrik Skole, og som har valgt Øland som hovedleverandør.
Dematech har stor erfaring med ventilationsprojekter på skoler, plejehjem og boliger.
"Vi er vant til at samarbejde med Øland og sætter stor pris på den support, de leverer, når man handler med dem. På et stort projekt som dette, er det særligt vigtigt, at vi kan få alle produkter hos samme leverandør, herunder også brandsikring, og at vi ved, at vi altid kan få fat i en kompetent medarbejder, hvis vi har brug for rådgivning", siger projektleder og indehaver af Dematech, Dennis Hviid Hansen.
For Øland er det vigtigt at være med til at skabe bedre skolemiljøer med et godt indeklima.
"Indeklimaet er selv sagt en mærkesag for os, og når vi taler skoler, er det også en hjertesag. Det er vigtigt at vi skaber de bedste rammer for læring, og alle undersøgelser dokumenterer, at indeklimaet spiller en afgørende rolle for netop det. Derfor glæder det os altid særligt, når vi skal levere vores ventilationsløsninger til skoleprojekter", siger administrerende direktør i Øland, Carsten Madsen, der også glæder sig over, at Øland og AiRFORCE igen er blevet valgt som systemleverandør på både ventilation og brandsikring.
Øland opkøbte AiRFORCE i 2021 og siden har de to virksomheder vundet flere fælles projekter, senest Slagterigrunden i Odense.