To stærke spillere - tilsammen en komplet systemleverandør
Airforce og Øland har samlet viden, erfaring og kompetencer i en spændende fusion, hvor målet er at blive det naturlige valg i ventilationsbranchen. Fra start så de et stort synergipotentiale mellem Airforces ekspertviden på brandsegmentet og Ølands...
...stærke kompetencer på blandt andet aggregater og kanalsystemer. De to virksomheder erfarede, at de var et perfekt match.
Tre partnere med erfaring og ekspertise inden for brandsegmentet i ventilations-branchen gik sammen i 2018 for at skabe virksomheden Airforce, der rådgiver og leverer systemløsninger inden for brand-segmentet. På tre år har virksomheden vækstet med imponerende hastighed, og med deres viden og ekspertise har de hurtigt markeret sig som en videnstung rådgiver og systemleverandør inden for brandsikring, parkeringskældre, røgudluftning, brandventilation og særlig ekspertviden inden for ATA-tryksatte brandløsninger til højhuse.
Specialviden definerer Airforce
Fra første dag var det Airforces målsætning at blive eksperter i branchen inden for brandsegmentet og tilbyde projekteringssupport både til rådgivere og kunder.
Virksomheden har desuden egen automatikafdeling, hvor de kan levere individuelle løsninger. Det kan for eksempel være design af automatiktavler samt programmering af PLC-styringer.
- Vi samarbejder typisk med rådgivere i designfasen i forbindelse med et projekt, hvor vi kan tilbyde projekteringssupport. Det kan være væsentligt for en rådgiver, hvis de ikke selv har spidskompetencen på et specielt område, og det kan i sidste ende sikre, at den samlede løsning bliver totalt set billigere for kunden, fortæller Brian Schiøtt, projektudviklingschef og tidligere partner hos Airforce.
To partnere med stærk DNA
Fra den første personlige henvendelse tilbage i 2020, hvor Øland kontaktede Airforce, frem til fusionen blev en realitet per 1 januar i år, har der været en tæt dialog. Grundet Ølands ejerskab, som er den globale industrikonglomerat Saint-Gobain, der er en af verdens største virksomheder med en årlig omsætning på mere end 5 milliarder DKK alene i Danmark og med over 200.000 medarbejdere worldwide, var det muligt at tilbyde den rigtige pris for Airforce.
- Ølands ejerforhold skabte tvivl hos Airforce, og netop derfor, var det vigtigt at få forklaret de tre Airforce-ejere, at vi i vores mindset stadig er en familieejet virksomhed. Det er lykkedes os at fastholde en stor del af vores familie-DNA, som netop viser sig ved, at vi fortsat kan tage hurtige beslutninger og være agile, selvom vi er del af en stor virksomhed, fortæller Carsten Madsen, som er administrerende direktør for Øland.
- Airforce har på tre år oplevet en flot vækstkurve, så det var på ingen måde i vores overvejelser at sælge virksomheden. Vi kunne hurtigt se et stort potentiale, men også udfordringer ved at blive en del af en stor koncern. Desuden var vi spændte på, hvad medarbejderne ville sige. Det tog lidt tid, men vi indså, at muligheden for at blive en stærk fælles systemleverandør på det danske marked, var for interessant til at takke nej til, forklarer Brian Schiøtt.
Det var vigtigt for begge parter, at projektet og interessen for hinanden var autentisk, og at lysten til at samarbejde var udbredt blandt medarbejderne. Et stort fokus på god kemi og overlap mellem virksomhedskulturer var derfor af afgørende betydning for en vellykket opstart både på ledelses- og medarbejderniveau.
Smelter sammen i 2022
Fusionen er i fuld gang, og de to virksom-heder har store planer for 2022. Kompe-tencer og ressourcer bliver samlet i fælles afdelinger for teknisk salg, automatik, projektering og kundeservice. Med inte-gration og implementering af nyt ERP-system per 1. juni, og yderligere implementering af fælles webshop til 1. september, smelter de to virksomheder sammen til én virksomhed.
- I løbet af 2022 begynder vi at få samlet en stor del af teknisk salg i en projektafdeling. Så selvom vi har en projektafdeling for brandsegmentet, så arbejder vi også med at få samlet flere af vores ekspertiser på tværs i virksomheden til glæde for vores kunder. Vi vil udnytte mulighederne for krydssalg, og vores kunder vil fremover opleve, at der bliver koblet forskellige eksperter på et projekt, som kan komme fra både Airforce og Øland, afhængig af projektets karakter, forklarer Brian Schiøtt.
Ølands vækstambitioner matcher deres nye partner
Øland ønsker at udvikle forretningen til at blive en komplet systemleverandør på det danske marked. Øland er i dag blandt de største spillere på markedet med stærke kompetencer på aggregater, armaturer, ventilatorer og kanalsystemer - og sammen med Airforce bliver de også stærke på brandsegmentet.
- Vi har nu ekspertisen og systemløsningerne til at samle et helt projekt og levere hele vejen rundt på både den passive og aktive branddel, og det er en kæmpe fordel for kunderne, der kan samle deres køb hos én leverandør. Hos os vil kunden kunne købe hele leverancen fra én leverandør og via vores tillægsydelser kan de opnå besparelser på egen rådgivning, projektledelse og ikke mindst tidsforbrug på informationssøgning på produkter, lovgivning og øvrig dokumentation. Når vi ser på alle disse kompetencer og ydelser samlet, mener vi, at vores ambition - at blive det naturlige valg i branchen, er realistisk, understreger Carsten Madsen.
Fastholder kompetencer og ansætter flere medarbejdere
For Øland har det været vigtigt, at Airforce fastholder og udvikler sine stærke kompetencer og DNA.
- Vi købte ikke Airforce for at lave virksomheden om til noget helt andet. For os var det vigtigt, at vi købte en virksomhed, der kunne fastholde deres udgangspunkt med stærke faglige kompetencer, og ved at vi smelter sammen, bliver vi endnu stærkere i fremtiden til gavn for vores kunder og medarbejdere, forklarer Carsten Madsen, og fortsætter:
- Desuden er det også vigtigt at fremhæve, at fusionen ikke er et besparelsesprojekt. Vi har ikke afskediget medarbejdere i forbindelse med processen. Tværtimod har der været behov for at ansætte flere nye medarbejdere - og i skrivende stund er vi på udkig efter to nye familiemedlemmer.
Ny fabrik designet
til vækst og bæredygtighed Fusionen med Airforce har skabt behov for mere produktionskapacitet. Øland indviede derfor en ny fabrik i Kliplev i Syddanmark på 5.500 kvadratmeter i september 2021. På fabrikken fremstiller de kundetilpassede ventilationskanaler i stor skala, hvor alle løsninger er forskellige på design og størrelse.
Fabrikken blev bygget med bærdygtighedsprincipper i tankerne. I stedet for at bruge naturgas, som ellers er et krav for nye bygninger i området, henter fabrikken energi til opvarmning udelukkende fra to varmepumper. Til opvarmning af brugsvand benyttes overskudsvarmen fra det nyinstallerede nitrogenanlæg, som producerer nitrogen til virksomhedens avancerede skæreanlæg.
- Der er intelligent LED-belysning overalt i bygningen, og tagkassetter i glasuld erstatter den traditionelle tagisolering og reducerer CO₂-udslippet betragteligt. Ved at vælge glasuld fremfor stenuld har vi opnået en CO₂-besparelse på 48,9 procent, tilføjer Carsten Madsen.
- Produktionen er indrettet i fem fabriks-enheder med mulighed for udvidelser for at øge effektiviteten. Den daglige drift kører i øjeblikket på to-holds skift, med tidsmæssig afstand mellem hvert skift grundet corona, men er forberedt til tre-holds skift.
Airforce og Øland bliver på samme lokaliteter
Airforce bliver på deres domicil i Thorsø, og Øland fastholder deres faciliteter med hovedkontor, centrallager og produktion i Brøndby og produktion i Kliplev. De forskellige lokaliteter benyttes fælles, afhængig af hvor medarbejdere bor eller er på opgave rundt i landet. Dog har nogle af Ølands medarbejdere nu regelmæssig gang på kontoret i Thorsø, og nogle af medarbejderne hos Airforce benytter sig af Ølands kontor i Brøndby.
Om Veltek
Veltek er brancheforening for producenter og leverandører af komponenter til ventilations-, el-, vand- og varme-branchen. Foreningens medlemmer omsætter samlet for cirka 27 milliarder kroner i Danmark. Læs mere på www.veltek.dk.