Ahlsell Danmark kåret som Danmarks bedste salgsorganisation
Ahlsell Danmark - det tidligere Sanistål - er blevet kåret til Årets Salgsorganisation 2024 af Business Danmark.
Ahlsell Danmark var nomineret til titlen sammen med to andre jyske virksomheder, Vola og Peter Larsen Kaffe.
Konkurrencen var tæt, og det er helt tydeligt, at salgets betydning for virksomheder generelt er stigende med øget fokus til følge, påpeger Jens Neustrup Simonsen, landsformand for Business Danmark på juryens vegne og tilføjer, hvad der specifikt gjorde, at Ahlsell løb med prisen:
"Ahlsell Danmark leverer på alle de parametre, som skal være til stede for at sikre et godt salg i 2024. De har præsteret på et højt niveau indenfor Solution Selling og Challenger Sale, hvor de har fokus på at skabe værdi i hele kundens forsyningskæde med digitale løsninger. Alle i organisationen er involveret i salg, og de lægger meget vægt på hele salgsprocessen og kundeoplevelsen. Sidst, men ikke mindst, er hele Sanistål – nu Ahlsells – tilgang til ESG (Environment, Social og Governance) meget imponerende og har stor impact på salget. Ikke alene startede Sanistål processen op lang tid før, vi begyndte at tale om ESG i Danmark, de kan også allerede nu dokumentere tydelige forbedringer i forhold til en reduceret CO2-udledning og der venter endnu mere mærkbare reduktioner frem mod 2030", roser Jens Neustrup Simonsen.
Ahlsell opkøbte for knap to år siden aktiemajoriteten i danske Sanistål og skiftede i april navnet til Ahlsell Danmark.
“Vi er naturligvis utrolig glade og stolte af titlen. Det bekræfter, at vi gør det godt. Vi arbejder aktivt med udvikling af salgsorganisationen, hvor baggrundstæppet er den salgsproces, vi indførte for lidt mere end ét år siden. Her træner vi salget igennem fysiske 'win rooms' blandet med en række værktøjer, der fokuserer på salgsudvikling og coaching. Det handler om at blive lidt bedre hver dag og have fokus på værdiskabelsen hos kunden," siger Anders Kruse, kommerciel direktør i Ahlsell Danmark.
Siden 2006 har Business Danmark sammen med branchefolk kåret de bedste ledere og salgsorganisationer. Juryen bestod i år af Jacob Kjeldsen branchedirektør i DI Handel, Mogens Bjerre associate professor på Copenhagen Business School, Rikke Carlè Ph.d Fellow, Aalborg Universitet, Jens Dalgaard ejer af TACK International i Danmark og Jens Neustrup Simonsen landsformand i Business Danmark.
-emte