Et velovervejet partnerskab 2020
I denne tid er det vigtigt for os at bevare overblikket og fokusere på alle de gode tiltag og det fællesskab, vi deler som kollegaer og virksomhed. Lyset er tændt og optimismen er høj i eco2LIGHT-huset - især nu, hvor vi igen kan dele en positiv nyhed:
Det er helt uden gak, løjer og sjove hensigter for øje, at vi har valgt at komme med denne bekendtgørelse netop 1. april. Det er nemlig officielt fra i dag, at vores mangeårige Projekt- og Serviceleder, Jesper Madsen, tiltræder som partner i eco2LIGHT. Beslutningen er ikke truffet over natten, men beror på gennemtænkte overvejelser og et solidt 4-årigt samarbejde. Partnerskabet betyder, at han indgår i både ejerkreds og bestyrelse sammen med Peter Balling, Charlotte Balling og Per Kirk, hvilket medfører nye muligheder i det nyetablerede firkløver.
Som Jesper selv siger i en lidt drillende tone: Nu får Peter, Per og Charlotte da langt om længe rigtige elektriker-kompetencer ind i ledelsen, og det tror jeg, er godt for os alle.”
Den uformelle tone og de skæve kommentarer beskriver meget godt det sammenhold, der er i huset – også internt i ledelsen. Med dette partnerskab står vi nu stærkere på det danske LED-marked, hvor vi i endnu højere grad vil supportere som kompetencedrevet videnshus og selvfølgelig fortsætter med at tilbyde professionelle og intelligente LED løsninger til installatørerne og deres kunder.
En stærk brik i det samlede puslespil
34-årige Jesper Madsen er udlært elektriker med speciale i Lys- og Energiteknik og har sidenhen haft selvstændig installatørvirksomhed, inden han i 2016 blev ansat i daværende CO2LIGHT. Han er en detaljeorienteret tekniknørd, mestrer installatørjargonen, er god til mange ’bolde i luften’ og kan holde tungen lige i munden, hvis maskinrummet brænder. Nu bliver hans nye rolle i virksomheden, CTO – teknisk direktør.
Han er sælgernes tekniske backup og lidt af en opfindertype, der elsker at skrue på nye produkter i værkstedet. Derfor er han også helt og aldeles inde i allernyeste teknologi, hvor han formår at tænke ud af ’elboksen’ ved udfordrende installationer.
Fremover vil hans primære fokus centrere omkring produktudvikling og optimering af LED-løsninger til vores installatører og deres kunder, herunder videreformidle de nyeste trends, markedstendenser samt lysstyrings- og kontrolsystemer, så vi hele tiden er på forkant med udviklingen og tilbyder installatørerne det bedste på markedet. Som vi eksempelvis har stor succes med i vores løsninger til idrætsfaciliteter, der er baseret på brugervenlighed og nem montering for elektrikeren.
Hverdagen fortsætter som den plejer – nu er Jesper bare med ved roret:
”Jeg ser frem til at gøre en endnu større forskel for vores installatører, hvor jeg både kan have arbejdstøjet på og være med på projekter, men samtidig sidde i kontrolrummet og være med til at forme strategien for eco2LIGHT.”
For os, er partnerskabet med Jesper Madsen endnu en kompetencemæssig stærk brik i det samlede puslespil, og vi glæder os alle til at bevæge os på den spændende kurs, der nu er sat for 2020.