Vi henter "Aalborg-drengen" hjem
Næste hovedperson, som nu indskrives i eco2LIGHT-historien, kommer med en vindermentalitet uden lige og har, igennem de sidste snart 20 år, prøvet kræfter med lidt af hvert inden for energiens verden.
En imponerende rejse fyldt med fremgang, et ustoppeligt drive, utallige succesoplevelser og en selverkendelse, har nu ført ham tilbage til Aalborg og en ny afgørende rolle i eco2LIGHT.
Mange spændende tiltag og fornyelser er sket internt i huset den seneste tid, men i dag er i særdeleshed en sejrsdag. Det er med stor glæde og stolthed, at vi nu kan styrke hjemmeholdet med endnu en verdensmester, der giver yderligere kompetencer in-house og som bliver bindeled for resten af salgsteamet.
Som tidligere ishockeyspiller fra AaB-ishockey igennem 20 år har han været vant til at fordele spillet med øjet på pucken, holdkammeraterne og målet. Nu vil energirigtige LED-produkter, nye kollegaer og de bedste belysningsløsninger blive målet i sig selv, for at løfte holdet og vinde ’kampene på isen’.
Salgsdirektør, team-player og humørspreder
36-årige Casper Stendahl er udlært elektriker fra Kemp&Lauritzen i 2003 og har sidenhen været vidt omkring inden for elinstallation og energioptimering, med mangeårig erfaring som serviceleder og overmontør hos KT Electric i både Aalborg og København. Fra 2017 – 2019 ejede han NT El-Service, som i efteråret blev solgt til El:Con efter en fantastisk rejse, hvor medarbejderstaben voksede markant fra 5 til 28 mand. Casper valgte dog at forlade El:Con lige før sommerferien og er nu klar til en ny spændende rejse med os, som salgsdirektør.
Casper besidder en smittende vindermentalitet, som vi alle kan drage nytte af her i butikken, men har samtidig fødderne solidt begravet i den jyske muld. Han er ’lokalkendt’ i hele landet og kommer med en friskhed, charme, gåpåmod og glimt i øjet, der gør ham vellidt og respekteret af rigtig mange mennesker. Med bred forståelse for at drive moderne virksomhed med øje for ledelse og personlig erfaring med installatørudfordringer, bliver han en ekstra hånd for elektrikeren, der nok skal sørge for, at der er styr på stumperne. Han har fokus på forbedringer internt og har en kæmpe passion for teknologi, styring og belysning i verdensklasse, hvilket er fundamentet i hans væsen og den daglige drivkraft:
”Jeg vil være på vinderholdet, og sådan har jeg altid haft det. Det vigtigste for mig er at have hjertet med, og dette samarbejde føltes rigtigt. Det føles som at være hjemme igen, og jeg glæder mig utroligt meget til at vinde med eco2LIGHT-holdet."