Kemp & Lauritzen lukker i Hørsholm
Installations-giganten Kemp & Lauritzen lukker sin afdeling i Hørsholm og flytter ind i nye lokaler i Hillerød.
I slutningen af oktober holder Kemp & Lauritzen flyttedag i Nordsjælland. Lokalafdelingen i Hørsholm, som har haft fagkompetencer inden for el og VVS, bliver lukket, og virksomheden rykker ind i nye og større lokaler i Hillerød. Samtidig bliver kompetenceområdet udvidet til også at omfatte ventilation og indeklima.
Salgsdirektør Benny Max siger om flytningen.
Vi ønsker dermed at styrke den daglige kontakt på tværs af fagene, hvorved vi finder de fælles løsninger, der bidrager med størst værdi til kunderne. Derudover ønsker vi, at vores kunder skal mærke, at vi gør det nemt, med en øget forståelse for mulighederne, der er på tværs af de tekniske fag".
Kemp & Lauritzen koncernen har i forvejen tre andre teknikhuse i henholdsvis København (Hvidovre), Odense og Aalborg. Derudover vil der inden årets udgang stå et helt nyt teknikhus klar i Aarhus, hvor virksomheden også samler alle kompetencer under ét tag.
-LA