Håndværkerlisten på nye hænder
Efter at organisationen Go Energi er blevet nedlagt, skal Håndværkerlisten, som indeholder en lang række installatører, nu drives videre af Center for Energibesparelser i Bygninger. Én af de vvs-installatører, som har stået på listen længe, tvivler dog på konceptet.
Videncenter for Energibesparelser i Bygninger har netop overtaget driften ”Håndværkerlisten”, som tæller en lang række af landets vvs- og elinstallatører.
Listen, der indtil 1. juli blev drevet af Go’ Energi, fungerer som en web-oversigt over de danske håndværkere og installatører, som udfører energiforbedringer indenfor forskellige kategorier. Målet er, at listen skal gøre det nemt for danskerne at søge og finde en håndværker, der kan energirenovere boligen.
Overdragelsen af listen til Videncenter for Energibesparelser i Bygninger, betyder i første omgang, at centerets ledelse sammen med Energistyrelsen vil sætte sig ned og evaluere om det er nødvendigt at foretage ændringer, som kan forbedre listen både for forbrugere og håndværkere.
”Vi skal have kigget på udformningen, og jeg håber, at vi kan lave en håndværkerliste, som fungerer godt for slutbrugerne og samtidig er et godt markedsvindue for installatørerne. Det er målet,” siger leder af Videncenter for Energibesparelser i Bygninger Vagn Holk.
Læs også: Go’ Energi dropper udskældt krav til 'Håndværkerlisten'
Muligt overlap
Kontorchef i Energistyrelsen Mette Mylin fortæller derudover, at Energistyrelsen vil undersøge om ”Håndværkerlisten” overlapper” ”Håndværkerkontakten”. Det er en lignende liste, som Energitjenesten driver på sin hjemmeside. På den kan forbrugerne, nøjagtig som på ”Håndværkerlisten”, søge sig frem til installatører, som eksempelvis kan installere en varmepumpe.
”Energitjenesten driver også en liste, og vi skal have et møde med dem, så vi sikrer, at vi ikke laver dobbelt-arbejde. Jeg ser gerne, at vi fremover laver en fælles koordineret indsats, som samlet giver en større effekt,” siger Mette Mylin.
Jeg har aldrig nogensinde oplevet, at nogen er blevet opmærksomme på vores kompetencer ved at kigge på Håndværkerlisten.
Vvs-installatør Lars Petersen, Oscar Petersen & Søn
Nul henvendelser
Vvs-virksomheden Oscar Petersen & Søn er en af de virksomheder, der har stået på ”Håndværkerlisten” i den tid, den er blevet drevet af Go’ Energi. Og erfaringerne er ikke gode i den frederikshavnske virksomhed.
”Jeg har aldrig nogensinde oplevet, at nogen er blevet opmærksomme på vores kompetencer ved at kigge på ”Håndværkerlisten,” konstaterer vvs-installatør hos Oscar Petersen & Søn, Lars Petersen.
Har du et bud på, hvad der kan ændres, så din virksomhed får mere værdi af listen?
”Det har jeg ikke rigtig et bud på, for jeg er ikke så motiveret for konceptet. Jeg tror ikke meget på, at man søger på en liste på nettet, når man skal have lavet en installation. Den person du skal have ind i dit hus for at lave noget teknisk, er enten én man har fået anbefalet, eller én man kender i forvejen. Når der skal laves installationer, som skal holde i mange år, handler det i høj grad om tillid mellem kunden og installatøren,” pointerer Lars Petersen.
Læs mere om håndværkerlisten på: www.goenergi.dk/forbruger/haandvaerkerlisten