Pengeregn over TEKNIQ-medlemmer
TEKNIQ Arbejdsgiverne er i gavehumør og udlodder 50 mio. kr. af foreningen formue til medlemsvirksomhederne. Der er dog en enkelt betingelse.
TEKNIQ Arbejdsgivernes godt 4.000 medlemmer kan se frem til udlodningen, der fordeles i forhold til det enkelte medlems indbetalte kontingent siden fusionen mellem TEKNIQ og Arbejdsgiverne i 2019.
“Siden fusionen mellem TEKNIQ og Arbejdsgiverne i 2019 er medlemskontingentet blevet sænket med cirka 20 procent. Samtidig er organisationens formue blevet forvaltet så ansvarligt, at det nu er muligt at udlodde 50 millioner kroner til medlemmerne,” skriver organisationen.
"Vi håber, at det kan gøre en forskel i det tekniske erhvervsliv, der hver dag får den grønne og digitale vækst til at blive en realitet til gavn for hele Danmark. Som medlemmernes mand ved jeg om nogen, at pengene gør mest gavn ude i virksomhederne i stedet for at samle støv i pengekasserne hos arbejdsmarkedets parter, siger Henrik Fugmann, bestyrelsesformand i erhvervsorganisationen TEKNIQ.
Udlodningen omfatter alle aktive og ikke-udmeldte All Inclusive-medlemmer pr. 1. marts.
Men en forudsætning for at beholde pengene er, at medlemmerne bliver i foreningen.
“Hvis en virksomhed melder sig ud inden for tre år, skal det fulde udloddede beløb tilbagebetales,” skriver organisationen på sin hjemmeside.
-emte