Kursus
Solcelleteknik for VE-installatører
Lær at planlægge og installere mindre, nettilsluttede solcelleanlæg, samt at dimensionere anlægget, så det er tilpasset en given bygnings konstruktion og elbehov. Lær også at udvælge solcellepaneler, invertere og kabler, så de udgør et teknisk og økonomisk optimeret anlæg.
- Er kurset udsolgt? Kontakt Søren Iversen, tlf. 72 20 24 80 / sni@teknologisk.dk for at blive skrevet på venteliste.
Solceller vil spille en langt større rolle i fremtidens VE-baserede elsystem end tilfældet er i dag i takt med de faldende priser.
Kvaliteten af installationen og de anvendte komponenter er dog afgørende for, om en solcelleinstallation bliver tilfredsstillende for ejeren i det lange løb.
I forbindelse med kurset er der mulighed for at tage en afsluttende prøve (kl. 16:00 – 17:00 på kursets dag 2) samt melde sig til efterfølgende VE-eksamen mod et gebyr hos Fredericia Maskinmesterskole, der står for eksaminering (kan foregå via Teams).
Bestået eksamen giver det firma, som medarbejderen er ansat i, mulighed for at komme på Energistyrelsens liste over VE-godkendte solcelleinstallatører: https://ens.dk/ansvarsomraader/energibesparelser/byggeri-og-renovering/ve-godkendelsesordning.
Energistyrelsens godkendelsesordning for virksomheder, der monterer små vedvarende energianlæg, er en frivillig ordning, som skal være med til at højne kvalitetsniveauet, og kursusindholdet er netop tilpasset de områder, der er relevante i forbindelse med denne ordning.
Målgruppe
Kurset er primært udviklet til installatører og medarbejdere indenfor elfaget.
Kurset er også målrettet andre interesserede med basiskendskab til elektricitet, som ønsker en grundig indføring i solcelleanlæg.
Underviser
Ivan Katic er ingeniør i divisionen Energi og Klima på Teknologisk Institut.
Han har mangeårig teoretisk og praktisk erfaring med solceller og deres anvendelse samt som kursusleder på Teknologisk Instituts kurser på energiområdet.
Udbytte
- Grundig forståelse af solcelleteknologien, og du kan planlægge og installere mindre nettilsluttede solcelleanlæg, fortrinsvis i forbindelse med bygninger.
- Udpegning af en egnet placering af anlægget og dets orientering og hældning under hensyntagen til solindfald og skyggeforhold.
- Dimensionering og udvælgelse af solcellepaneler, invertere og kabler, så de tilsammen udgør et teknisk og økonomisk optimeret anlæg
- I stand til at foretage vurdering af bygningens bærende konstruktion og anlæggets egnethed i forhold til bygningen.
- I stand til at foretage vurdering af brandrisici og risici for bygningsskader ved montage af solcelleanlæg samt rådgive teknisk og økonomisk fx om størrelse af anlæg i forhold til elforbrug.