Grossister holder lang himmelfartsferie
Helligdag og weekend flyder sammen for grossister, der dropper udkørsel af varer til installatører fredag og holder lukket i håndværkerbutikkerne. Enkelte butikker holder dog åbent, ligesom Solar holder fast i arbejdsdagen.
Byggeri og renovering holder en kort pause fredag, hvor grossister skruer ned for blusset, når installatører tager en ekstra fridag. Et stort antal håndværkerbutikker åbner først op mandag efter en kombineret helligdag og weekend tilsat en ekstra fridag fredag.
Hos Brødrene A & O Johansen bliver der ikke kørt varer ud fredag, og langt de fleste butikker er lukket. Tilbage er kun ti af de i alt 49 butikker, der holder åbent for spontane og uopsættelige indkøb.
Læs også: Sanistål forsætter offensiv i København
Normalt er det en af de meget stille dage med kun 20 procents blus i forhold til en almindelig dag, siger Lars Kestner, salgsdirektør i AO Johansen.
Heller ikke fra Sanistål bliver der kørt varer ud på fredag, ligesom butikkerne holder lukket, fortæller direktør Hans Henrik von Platen-Hallermund, der også vurderer, at der er mindre at lave på denne dag.
Også hos Brødrene Dahl holder lastbilerne i garagerne fredag, mens enkelte butikker fordelt over landet holder åbent samtidig med, at kunderne mod et gebyr normalt kan få lukkede butikker til at låse op, ligesom udvalgte butikker holder fast i deres Cityservice-udbringning.
Læs også: Nyåbnet håndværkerbutik i smørhullet
Solar i arbejdstøjet
Grossisten Solar holder dog fast ved fredag som almindelig arbejdsdag og kører ud med varer, tager mod servicehenvendelser og bestillinger til mandag.
VI holder sandeligt åbent. For os er det en arbejdsdag, siger Finn Kristensen, logistikdirektør i Solar, der dog regner med, at både bestillinger og udkørsel blive mindre end på en almindelig fredag.