EU-kampagnen for solcelleanlæg, Solar Days finder igen sted med udstillinger og åbent hus landet over hos private boligejere, installatører, grossister og virksomheder. En af dem er Toms VVS i Bedsted i Thy, hvor indehaver Tom Nørregaard i år satser på landmænd i området.
I år er det store anlæg, der skal sælges, så jeg håber, vi kan tiltrække nogle landmænd på lørdag, siger Tom Nørregaard.
Læs også: Gaia Solar: Ny løsning genstarter solcelle-salget
Kunder og kaffegæster
Sidste år havde Solar Days landet over 61 events med 3.900 deltagere. Hos Tom Nørregaard var der besøg af 80-100 gæster. Sammen med to personer fra Solenergi Danmark i Hobro og en lokal energivejleder viste de anlæg frem.
Det er vældig smart, at vi kan komme ud og snakke om produkterne. Vi havde stillet solvarmeanlæg og solceller op fra IBC Solar i dagens anledning og var godt besøgt og fik også solgt et par anlæg, siger Tom Nørregaard.
Læs også: European Solar Days igen til Danmark
Selv om der var mange gæster, der kun kom for at få kaffe og en gratis oplevelse, var det dog en herlig dag, siger han om sidste års åbent hus.
I forhold til, at vi var fire mand til at fortælle om solanlæg, fik vi solgt for lidt, men det er ikke til at sige om det arbejde, jeg siden har fået, er fordi vi havde åbent den dag, siger Tom Nørregaard.