Gigantisk fagmesse for lys og bygnings-service teknologi åbner i Frankfurt
Light+Building er navnet på den enorme messe, der slår dørene op i hallerne i Frankfurt fra den 3. til den 8. marts. Messen er det internationale mødested for producenter inden for belysning, elektroteknik, bolig- og bygningsautomation og connected sikkerhedsteknologi. Også flere danske virksomheder er på plads.
Det er den første rigtige messe med covid-19 epidemien og alle sejl er sat til for at give både udstillere og besøgende mulighed for at dykke ned i alle aspekter af lys-løsninger, automatisering og bygnings-serviceteknologi.
Fokus er ifølge messen på bæredygtig, sikker og komfortabel brug af boliger og bygninger.
Og messen vil give de besøgende mulighed for at på et sted at udforske alle aspekter omkring belysningstrends, elektrificering af boliger og bygninger og connected services i alle afskygninger.
Der ventes mere end 2.000 udstillere, der vil fylde mere end ti haller i det enorme messeområde i Frankfurt og formentlig omkring 250.000 besøgende.
”Vi har koncentreret belysningen omkring foyeren og hallerne 3 til 6 med udlagt gangarealer, der giver den mest optimale rute gennem hallerne. Selvfølgelig er messen også opdelt i underafsnit afhængigt af funktion og udstillerlande, men layout af hallerne skulle være logisk og let at forholde sig til. Men med over 2.000 udstillere er en vis form for planlægning altid en god idé, før man kommer frem til messen, og vi gør selvfølgelig vores bedste for at lette opgaven for både udstillere og besøgende,” sagde Dominique Ewert, der er marketingdirektør for Messe Frankfurt, ved et formøde om den kommende messe til magasinet El+Energi.
Temaer går i dybden
En række temaer på messen går dybere ned i emner som bæredygtighed, connectivity og lysets indvirkning på arbejdssituationer, hvad enten det er på kontoret eller derhjemme.
Bæredygtighed-temaet kredser om systemer og tilgange, der bidrager til at gøre byggesektoren mere økonomisk og miljømæssigt levedygtig gennem brug af integration og lagring af grøn energi og en effektiv energistyring. Men temaet handler også om, hvordan bæredygtighed spiller en vigtig rolle i både de anvendte materialer og fremstillingsprocessen.
Connectivity-temaet bidrager også til en effektiv udnyttelse af ressourcerne. Elektrificering og digitalisering er således grundlaget for en vellykket sammenkobling af de forskellige discipliner i det smarte hjem og den smarte bygning og begynder i en bygnings produktlivscyklus på planlægningsstadiet ved hjælp af BIM - Building Information Modeling.
BIM er en proces, hvor der skabes en digital model af en bygning, der kan indeholde alt fra bygningsdele til elektriske diagrammer, rørsystemer og automatisering. Modellen fodres med data fra de enkelte komponenter, som efterfølgende kan bruges til beregninger af bl.a. forbrug, CO2-udledning, lys m.v.
I hvilket omfang planlæggere, ingeniører og arkitekter allerede bruger BIM varierer meget fra land til land. I Tyskland er brugen af BIM obligatorisk ved tildeling af kontrakter fra offentlige myndigheder, mens Finland anses for at være langt fremme på området.
“Vores regering har netop vedtaget en ny lov, der kræver brug af BIM-design i næsten alle bygningsdesign. Du skal oprette BIM-modeller for at få byggetilladelserne,” siger Mikko Raikaa, ingeniør og ekspert på området i Finland.
’Work + Living’-temaet på messen omhandler de skiftende krav til mobilitet i forhold til bopæl og arbejder, samt produktions- og salgsarealer og den urbane kontekst. Uanset om om arbejdspladsen er derhjemme eller i en kontorbygning skal morgendagens smarte hjem og de smarte bygninger være planlagt til at gøre begge dele muligt. Der er i temaet særligt fokus på emnet lys og belysning i alle dets facetter.
“Her kombineres innovativ teknologi med trendsættende design for mere komfort. Trends i alle deres aspekter spiller en vigtig rolle her. De påvirker designet af armaturer og designelementer i bygninger,” skriver Light+Building om dette tema.
De danske virksomheder på messen:
I hal 3.1 – under design belysning – afholder Dansk Industri
en dansk fællesstand. (stand 3.1,E81)
De danske deltagere er:
- Anour ApS
- Antidark ApS
- Ebb & Flow ApS
- Ingemann Components A/S
- Inter Primo A/S
- Light Point A/S
- Ljusdesign
- Loom-Design A/S
- Neocortec A/S
- New Works ApS
- Nordic Power Converters ApS
- Nordlux A/S
- Nuura
- SGM Light
- Thorup Copenhagen Holding ApS
- Viso Systems ApS